Første lange evangelisationstur

 

Så blev det tid til den sidste og anden tur, hvor Carsten og jeg var taget af sted sammen med gruppen.  Turen gik først imod Tjalinsi, godt 100 km fra Dar es Salaam. Der skulle vi besøge en medicmand, som der var blevet bedt for længe og som så ønskede, at vi skulle komme. Efter at være ankommet og vist hen til kirken, fandt vi med stor skuffelse ud af, at han var taget af sted og nok ikke kom hjem, før efter, at vi var taget af sted igen, da han var taget ud for at finde en kone til sin søn. Vi fik sat vores grej og telte op og i de to dage vi var der, fik vi vidst film og undervist mange.

This slideshow requires JavaScript.

Den sidste eftermiddag blev der sagt at vi skulle skynde os i bilen og køre hen og hilse på en stormand. Det viste sig at være en omskærelsesfest, hvor der var fem drenge, som nu var trådt i de unge mænds rækker. Der var masser af mennesker, og vi satte bilen, så evangelisterne fra bilens højtalere kunne læse og undervise lidt fra bibelen. Vi blev så budt på noget af det kød, fra de 6 køer, som var blevet slagtet. En pr. dreng og så en ekstra fra faderen fra bopladsen, så der er mad nok. Efter at have siddet lidt blev vi budt på pilau og vi kørte tilbage, da det allerede var ved at blive mørkt og der ventede en filmfremvisning mere.

Da klokken blev fire om natten, begyndte maven at drille lidt og det endte med en tur ud imellem buskene, da toiletter ikke er noget alle har. Efter at have prøvet at sove lidt mere, stod vi op ca. 7 her fandt jeg  ud af, at alle havde fået ondt i maven på nær Carsten. Evangelisterne var allerede i gang med at lave en omgang medicinvand ud af noget bark/træ, som de havde skåret af og opblødt. Da vi kom op til hovedvejen, holder vi ind og jeg køber lidt kiks og brød til alle. Da vi skulle til af sted, var Paulo, som er koordinatoren for normadearbejdet gået til lægen. Jeg bliver tilkaldt og bedt om at betale, hvorved jeg spørger om, hvad han fejler. De siger at han har malaria og noget med maven og gerne vil have ham indlagt. Jeg spørger dem, hvorfra de ved at han har malaria og om de har testet ham for det. Lægen er åbenbart synsk, for han havde ikke testet ham og det ender med efter lang diskussion, at vi bare får noget medicin mod maven og kan køre videre. Lægerne, som har læst 2 år hernede, ved åbenbart mere end en hvid mand, som påstår noget andet og som ved at vi slet ikke har været i nærheden af malaria myg og ikke engang tester folk inden, at de giver dem en pencilinkur.

Derpå gik turen så tilbage imod Iringa. Vi drejede af ved Mikumi og kørte sydpå, hvorefter vi havnede i den by, hvor vi skulle samle den lokale evangelist op, så han kunne vise os hen til den næste boplads. Vi kørte derpå ud igennem nogle kæmpe marker med sukkerrør. En kæmpe stor bedrift, som man ville have den i USA. Efter at have kørt af forskellige veje igennem markerne, nåede vi frem til bopladsen. Der er som altid, når vi ankommer stor glæde og folk strømmer til. Efter vi havde hilst på alle gentog rutinen sig igen med telte og udstyr.

Inden at markerne høstes, brænder de dem af, så ukrudt og andet skidt forsvinder. Et kæmpe mæssigt bål og selvom vi var langt væk fra det, så regnede små sorte flager at afbrændte blade ned over os. Dagen efter holdt vi en gudstjeneste, hvor der var 5 børn, der blev døbt. Turen gik så videre til næste boplads.

This slideshow requires JavaScript.

Efter nogle dage ankom vi til en boplads, hvor der ved naboen, skulle holdes omskærelsesfest dagene efter. Da vi om aften startede op med at vise en musikvideo, med folk fra et kor fra Dodoma, hørte jeg ca. efter et kvarter, nogle kvinder som skreg. Det kom ude fra bushen. 2 min senere kommer to kvinder løbende ind foran skærmen. Den ene standser foran skærmen og begynder at smådanse til musikken med lukkede øjne, der er slet ingen kontakt med hende. Den anden stryger hen i flokken af mennesker og smider sig, så de må skynde sig at flytte sig. Der er hurtigt et par evangelister og nogle andre, som får fat i hende og begynder at bede for hende. Hun modstræber sig rigtig meget, men de holder hende fast. Dvd´en sluttede og jeg skiftede til en anden med musik på masai sprog. Der falder hurtigt ro på kvinden, som de beder for og hun rejser sig op og begynder at danse med hende den anden. Efter lidt snak frem og tilbage, vælger vi at sætte den anden på igen og deres opførsel ændrer sig markant igen. Først bliver den første kvinde hevet ud til siden og derefter snupper de også den anden, imens der står en flok om dem begge for at få drevet den onde ånd/dæmon ud af dem.  Imens de er i gang med at bede, kommer manden til hende farende og vil slå dem ned, hvis de ikke stopper. Han er meget beruset og påstår, at det er os, der har pådraget dem her. Den kvinde, som der først blev bedt for, var stukket af hjemmefra og havde efterladt sine 2 nyfødte tvillinger derhjemme. Han tager hende med hjem, imens at den anden kvinde går hen og står og smådanser foran skærmen igen. Efter at ha stået og kigget på en hende lidt tid, tager Paulos far og Carsten hende ud til siden og begynder igen at bede for hende. Da klokken er over 21, begynder vi at starte op med filmen, imens at de beder for hende og prøver at drive ånden væk. Da klokken bliver 22.15, kommer Carsten hen til bilen efter at de har bedt for kvinden sammenlagt I to timer. Han fortæller, at han på et tidspunk, spørger ånden om den kan dansk, hvorpå den svarer  ”My God, my God” og snakker så et helt andet sprog, som ingen af dem forstår.  Der bliver på et tidspunkt sagt til ånden, at den ingen magt har og skal forsvinde fra denne kvinde, hvorpå den bare begynder at grine højlydt. Den siger at den ikke vil forsvinde, før dens far, kommer og siger at den skal. De spørger den og den elsker Gud, hvor til den svarer nej, men den elsker Satan.  Det er virkelig frustrende at så mange mennesker, der samlet beder ikke kan drive en ånd væk.

Den næste dag, hvor vi er på rundtur ankommer Carsten og Paulo til den boplads, hvor kvinderen med tvillingerne bor. De ser manden løbe væk og kvinden tør ikke lade dem bede for hende, da hun er bange for hvad manden vil gøre ved hende bagefter. Hun siger til dem, at hun hellere vil leve med ånderne end frygten for hendes mand. Den næste boplads de så kommer til, ser de den anden kvinde og efter lidt tid, prøver de igen at uddrive ånden i ca. en time. Begge kvinder har masser af smykker og halskæder på fra medicinmanden. Da vi om aften viser film igen, denne gang henne ved festen, kommer der en ny kvinde, da vi viser koret fra Dodoma. Denne gang er der så flere mødre fra festen, som hjælper til med at bede for hende, men ånden vil ikke lade sig røre på sig. Efter at hun er faldet til ro, går snakken og vi finder ud af, at alle 3 kvinder kommer fra den samme boplads og at deres moder er medicinmanden.

Den urene ånd vender tilbage

Luk. 11 v24  Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. v25  Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. v26  Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«

Carsten minded mig om disse vers. Når man så tænker på disse kvinder, så er det svært at lade være med at tænke over om de på et tidspunkt, har prøvet at blive uddrevet, men så er kommet igen mange gange stærkere. Jeg kan godt frygte lidt, hvordan det vil stå os i fremtiden, hvis ånderne virkelig får endnu mere fat i folk. Hvis ånden virkelig kommer til virke og de ikke holder sig fast i troen på Jesus og kommer fast i kirken og hører Guds ord, så bliver det nemmere for ånderne at komme og bosætte sig.  Det er hovedsagelig kvinderne, som man ser er besatte, da manden er overhovedet og den som går til medicinmanden får at få hjælp til et problem. Han kommer så hjem til kvinden og forlanger at hun bærer det som medicinmanden påkræver. Som regel koster sådan et smykke et får eller en ged.

I forbindelse med filmfremvisningen ved festen fik vi anledning til at se, hvordan de unge mænd og piger, går i indmarch ind i kvægfolden. De kommer gående til bopladsen syngende. Mange af pigerne græder, da overgangen fra dreng til mand, gør at de ikke længere leger med pigerne, så pigerne mister jo mange af deres legekammerater. I det de træder ind i folden, så står der to mødre og kaster lidt mælk på dem, som de tror at det giver dem en beskyttelse fra ånden og lignende. Når de så alle er kommet ind i folden, deler de sig op hver for sig og de unge mænd begynder at danse og hoppe. Pigerne står og kigger på at de danser. Alle mødrene kommer også ind i folden og begynder også at synge, så der er en sang uden lige. Da mørket er ved at falde på og vi skal hen og have startet filmen, kommer der pludselig tre mænd slæbende på en anden mand, som vrider sig og har fråde om munden. De tre trækker i ham og prøver at drive ånden ud af ham. Vi står ved siden af en vigtigere ældre fra området og han siger at det er noget, som normalt sker, da det de synger handler om Gud og tilbedelse. Efter godt 5-10 min står han selv på sine egne ben og er blevet sig selv igen.

This slideshow requires JavaScript.

Hele denne omgang med så mange besatte på et sted, gav mig virkelig noget at tænke over, hvor heldige vi er over at være Guds børn, men også over hvor lidt vi som mennesker har kontrol over os selv. Hvis man ikke holder sig fast ved at regelmæssigt at bede, høre og læse i bibelen, så kan satans magt virkelig gribe fat og slå dybe rødder.

De efterfølgende dage krysede vi den store flod, ved at sejle over med en flodpram. Det kostede hele 3.000 tsh, som svarer til godt 11 kr får at få en bil og mand over floden. Vi ankom på en boplads hos et stammefolk, som hedder wasakumu, efter at have været et par andre steder dagene forinden. Her var der en kæmpe flok børn, der hele tiden gav lyd fra sig og inden det blev mørkt ville vi tage en rundtur med bilen, for at meddele med bilens højtalere, at der ville være film på denne boplads. Da vi så begynder at køre, kommer en af mødre hen og siger at hun vil med, så hun kan fortælle det på deres stammesprog. Det går vi med til at lukker døren op, men idet de andre mødre og børn ser det, strømmer de alle sammen til og vil ind i bilen. Da der ikke er nogen, der vil blive tilbage, ender det med at vi tømmer bilen for kasser, så de kan sidde bagi. Så det ender med at vi forlader pladsen med alle kvinder og børn. Efter at have kørt lidt starter vi op med meddelsen, men har temmelig svært ved det, da spædbørnene skreg i munden på hinanden, kvinderne snakkede og skældte ud på børnene højlydt. Men når ud til de sidste og vender om for at køre tilbage igen. Efter at have kørt lidt er der nogle børn, som begynder at rende efter bilen, hvortil en af mødrene råber stop og vil ha sine børn med i bilen. De er der så andre børn der ser og kommer løbende og også vil med. Der bliver sagt stop, da der ikke er plads til flere, så det ender med at der står 2 grædende børn ved siden af bilen. Moderen på bagsædet forlanger nærmest at de også skal med, da det er hendes 2 børn. Det ender med at vores evangelist træder ud af bilen og hjælper dem ind på forsædet, for derefter selv at mase sig ind på forsædet også. Det går stille og roligt tilbage, da bilen er godt tung. Da vi ankommer til bopladsen, kommer Carsten rendende og begynder at tælle alle dem, som vælter ud af bilen.  I alt vælter der 27 ud af bilen incl. mig og 2 evangelister – en tur jeg ikke glemmer foreløblig. Jeg har kørt bilen på hele turen, men på vej hen til den næste boplads fik Carsten lov til at køre bilen igennem en lille flod, men resultatet af han banker bagenden imod kanten, da han kører ned, så den bøjer lidt.

De sidste dage holdt vi et seminar hos to af de lokale evangelister , hvor der blev undervist meget. Vi vidste film hver aften og fik besøgt en masse forskellige bopladser og bedt for dem.  Den sidste af dagene holdte vi gudstjenste, hvor der blev døbt to børn. Vi boede 2 nætter hos hver af dem, så fik set lidt mere af deres boplads og bedt for dem og deres kvæg, får og geder. Den morgen vi skulle retur til Iringa havde vi en lidt længere morgensamling, hvor vi bad og takkede for det arbejde Agnes og Carsten har gjort for alle normader her I Tanzania. Det var en meget bevæget handling. Turen hjemad var en længere tur, da vi var kommet et godt stykke sydpå og skulle igen over med færgen. Da vi ankommer ved færgelejet, holder der en kæmpe kø af lastbilen, men vi fik at vide af de andre, at vi skal køre op foran, så de kan se den “lille” bil. Så har de nemmere ved at smide den imellem de store. så vi vented to gange og fik så lov til at køre om bord. Senere stopped vi hos vores evangelist Samweli, hvor vi blev budt på stor middagsmad med både, ris, kartofler og spaghetti med diverse tilbehør og efter at vi havde sundet os lidt gennemgik vi vores tur og reflekterede over det vi havde oplevet og hvad vi kunne bruge til næste tur. Da vi så endelig ankom til Iringa kl. 20, var der blevet lavet aftensmad til os hos Samuel og Franziska, da de begge har fødselsdag og bryllupsdag, I dag den 17/8. For evangelisterne, der er nomader var det mad, der blev serveret meget anderledes end det de normalt spiser. Især isen til dessert var noget som de aldring har prøvet før. Det var en blandet fornøjelse, men de fleste spiste da det, selvom de syntes at det var noget koldt.

This slideshow requires JavaScript.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s