Så startede Iben også på arbejde…

Så fik jeg startet med at undervise i kristendom godt nok et par uger før planlagt, men hvad skal man gøre når eleverne sidder og venter, men læreren ikke kommer? Ja, det eneste, der strejfede mig var at rulle ærmerne op og gå i gang. Dette resulterede i, at jeg havde ikke mindre end 200 elever ved første undervisningstime. Egentligt skulle jeg have 50, men der kom flere til undervejs, da de gerne ville se den hvide kvinde undervise.  Og til sidst var både kristne og muslimer samlet for at se den hvide, og for at høre om, hvad Jesus har gjort for os ved sin død og opstandelse.

Før denne dag var der dog et par uger, hvor jeg var nødt til at tage den lidt tunge dans med en kirke og en mentalitet, der tænker at den hvide missionær kan alt… Hvilket ikke er helt sandt, men, men…

I den sidste tid har jeg, Iben sammen med Agnes arbejdet på min arbejdsopgave. Vi har prøvet at få den defineret og få sat helt konkrete aftaler i gang, hvilket ikke altid har været lige nemt og pt. er vi stadigvæk ikke færdige. Agnes er dog vendt hjem til Danmark igen, så nu er det mig, der må være den opsøgende og få sat skred i tingene.

Vi har fået sat i værk, at jeg skal undervise i kristendom i grundskolen og i secondary. Desuden skal jeg være med i en ETE gruppe- en gruppe af voksne mennesker, der mødes en gang i ugen og taler om bibelteksterne de har læst i den forgangene uge, samt om livet generelt. Desuden skal jeg arbejde sammen med Tumaini Kadeke, der arbejder for child of evangelism.

I første omgang fik jeg at vide, at jeg skulle undervise på to grundskoler. Jeg skulle undervise 2-5 klasse sammen og fik udleveret en bog til anden klasse og et skema – som det eneste. Den præst, der så skulle hjælpe mig videre var ikke helt så glad for ideen om, at jeg havde brug for at blive sat ind i tingene før jeg startede undervisningen. Jeg holdte dog meget kraftigt på, at jeg havde brug for, at følge med en anden lærer i starten og efter et par uger selv overtage undervisningen. Vi bestemmer os desuden for, at vi venter med at undervise på secondary, da de skal starte i en ny klasse til januar, da deres skoleår går fra januar til januar. De har ikke haft undervisning hele året, så at undervise dem ca. en måned før deres eksaminer ville være skørt. Jeg skal altså til januar starte med at undervise form 1, hvilket svarer til 8/9 klasse.

I mellemtiden var jeg på et kursus her på skolen, afholdt af child of evangelism, hvor Tumaini Kadeke også var med som underviser. Jeg fortalte her underviserne om mine oplevelser med de præster, der skulle hjælpe mig i gang og om, hvilke klasser jer havde fået tildelt osv. At jeg alt i alt synes det var lidt uoverskueligt, at skulle have omkring 200 elever selv, i en meget stor aldersspredning med en bog kun til de små elever, et skema til to skoler som jeg ikke viste hvor var henne. Det virker måske lidt ynkeligt, men når man står i en helt anden kultur og selv er nødt til at finde ud af alle disse ting, når man hjemmefra er opdraget til at man selvfølgelig hjælper en nyansat i gang, så var det her en helt anden verden.

Jeg fik dog hjælp af underviserne her på kurset og de fortalte mig, at det var helt urimeligt at jeg skulle have så mange elever alene og at det udsætter de heller ikke sig selv for. De fik desuden en ung kvinde til at hjælpe mig med at komme i kontakt med nogle af de mennesker, der skulle hjælpe mig videre.

Det endte med, at jeg fik tildelt en lærer, der skal følges med mig de første tre uger. En til den ene skole og en anden til den anden skole. Skolerne hedder Ilala og Nymbatatu. Desuden skal jeg i stedet undervise i 5-6 klasse og bedte derfor om, om jeg så i det mindste ikke kunne få udleveret den rigtige bog…

Dagen efter skulle vi så hen til skolerne. Underviseren til Ilala kunne ikke komme, så det blev kun Nymbatatu jeg fik besøgt denne dag. Undervisningen var ikke noget at råbe hurra for. Læreren brugte en bog til tredje klasse, eleverne gik frem og tilbage og lyttede ikke efter og i slutningen af timen var der kun halv delen tilbage i klassen.

Når læreren skulle have elevernes opmærksomhed sagde hun “Jesus er opstået” og eleverne skulle sige “armen”. Dette virkede dog ikke efter hensigten og det glædelige budskab som ordene dækker over blev en floskel uden indhold.

To dage efter skulle vi igen undervise. Denne gang skulle jeg besøge begge skoler. Inden undervisningen startede skulle jeg følges med den lærer, der underviser på Ilala. Jeg ringede til hende og hun bad mig vente. Da jeg havde ventet i et stykke tid forsøgte jeg igen flere gange at få fat på hende med forgæves, så jeg tog selv hen til skolen, da jeg tænkte, at hun jo ville komme som aftalt. Henne på skolen spurgte jeg efter pågældende person, men ingen af lærerne vidste hvem hun var. Det skal lige siges, at her i TZ er det kirken eller moskeen, der står for religionsundervisningen. Efter noget tid kom skolelederen og vi fik en rigtig god snak og jeg blev godt modtaget, men læreren kom ikke og jeg fik ikke set eleverne. Skolelederen fortalte mig at underviserne fra den katolske kirke og fra moskeen plejer at komme, men at den lutherske kirke ikke er helt så stabil, hvilket gjorde mig lidt flov på deres vegne.

Jeg tog derefter videre til den næste skole, Nymbatatu, hvor jeg igen skulle møde underviseren.
Jeg spurgte ved den lejlighed nogle af de andre lærere om den opførsel jeg havde set den første dag, fra eleverne side var almindelig, hvilket det selvfølgelig ikke var. pågældende lærer får samlet de elever vi skal undervise og jeg tror de får gentaget skolen regler. Alle elever sidder pænt inde i klassen, men underviseren kommer ikke. Jeg bliver derfor selv nødt til at gå ind og tage undervisningen. Jeg har dog ingen plan, da det jo ikke var mig der skulle undervise. Jeg får præsenteret mig selv overfor eleverne og får forklaret dem, at jeg er kommet uden plan. Vi får sunget lidt sammen snakket lidt om, hvilke regler jeg gerne vil have i undervisningen, jeg for undervist lidt, sunget lidt mere og bedt. I starten er der kun de elever som jeg skal undervise, men langsomt kommer der flere og flere elever og til sidst er vi omkring 200 inde i klassen. Vi stopper undervisningen ti min. før tid, da det er umuligt at være i klassen længere og fordi jeg ikke kan få mere tid til at gå. Uden for døren står en af de andre lærer med en tynd pind og slår efter eleverne. Jeg bliver nødt til at fortælle ham, at det er mig der har bedt dem om at gå ud, da vi ikke længere kan være i klassen, hvilket han lader til at forstå.

Efter denne omgang er jeg lidt træt i hovedet, men også glad over at jeg på mit swahili får undervist uden en plan eller noget som helst. Jeg får nummeret på læreren, der skulle have været med mig, hun havde et barn, der var syg, hvilket hun bare lige havde glemt at fortælle mig.

Efter et par dage beslutter jeg mig for at min prøveperiode på de tre uger er slut allerede efter den første uge og at jeg nok hellere må starte med at undervise selv, da jeg ikke kan regne med, at der kommer en lærer, eller at en plan og en aftale bliver fulgt.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s