Et svært farvel…

I dag fortalte jeg min 5 og 6 klasse, at det var sidste dag jeg kom for at undervise dem.

Jeg har i det sidste 1 ½ år, to gange om ugen gået ca. 400 meter over til en grundskole, der ligger skråt overfor det sted, hvor vi bor. Jeg har ofte været frustreret over, at jeg var den eneste kristendomslærer på skolen, da de andre, der er ansat fra kirken aldrig dukkede op. Jeg var frustreret over, at det var så forskelligt, hvilke elever, der kom ind til undervisning. Nogle gange var der flere fra 3.- og 4. klasse end 5.- og 6. klasse. At de glemte at bruge det kristendomshæfte som de havde fået i gave, til kristendom, at jeg ikke kunne sproget godt nok, at jeg ikke kendte børnesange på swahili osv.

Men i den sidste tid, er mine elever begyndt at vende sig til mig, vende sig til, at mama Benjamin gør tingene anderledes and andre lærere de kender. At man i hendes timer også må tegne med farver, lave opgaver, skuespil, se film, at man skal svare på spørgsmål – ikke fordi man skal kunne tingene uden ad, men fordi vores tro er grundlaget for vores liv, at det er okay at bede med få ord – og at sådan en bøn er lige så god som den lange bøn med mange hurtige ord, de voksne ofte siger. Nogle gange er den korte endda bedre.

Så da jeg i dag fortalte dem, at det var sidste dag jeg kom og underviste dem, blev de helt mundlamme. En begyndte at græde, eller han lod som om, men som han sagde, “jeg græder mama Benjamin.” Andre sagde, men vi er lige blevet vant til dig, hvorfor skal du ikke undervise os mere? Skal du flytte? HVORFOR?

Jeg måtte sige dem det som det var, at jeg havde for meget arbejde. At vi indtil nu, har haft en volontør til at hjælpe os, men at hun skulle hjem og at vi ikke fik en ny.  For at min familie kunne fungere var jeg derfor nødt til at stoppe med at undervise dem. Men de kunne jo bede præsten om, at give dem en ny lærer, for mig selv tænkte jeg ”selv om jeg ved, at dette nok ikke sker.” Flere sagde, ”Vi vil ikke have en ny, vi vil have mama Benjamin.” ”Vi vil spørge om vi kan få mama Benjamin igen.”

Jeg vidste det ville blive svært at fortælle dem, at jeg skulle stoppe, men jeg havde nok ikke forventet så stærk en reaktion. Jeg havde snakket med vores hushjælp om netop dette et par dage før, hvor hun havde sagt, at det ville blive hårdt for mine elever. At hun havde på fornemmelsen, at de ville komme til at savne mig, og at en anden ville have svært ved at leve op til det, jeg havde givet dem.

Da jeg havde overleveret beskeden kunne jeg mærke inden i, hvor svært jeg selv havde det med beslutningen – at mit hjerte også græd. Græd over at miste dem, nu hvor jeg endelig var nået ind til dem og  over at vide, at nu var der nok ingen til at fortsætte med at undervise dem fra kirken. Der er nemlig stor mangel på kristne til at undervise i kristendom på landets skole. Kirken skal varetage dette og har ansatte evangelister, der skal  varetage opgaven, men flere ser det ikke som en værdig opgave, da det jo kun er børn vi tale om. Andre fra menigheden bliver spurgt, men da der ingen pengesum eller materialer følger med opgaven, er det svært for den almindelige tanzaner at arbejde gratis og at finde på, hvad der skal undervises om og i, så derfor bliver børnene ikke undervist.

Jeg takker dog Gud for, at Helligånden arbejder stærkt i flere af mine elever. At mange af dem virkelig ønsker at høre Jesus til og at de har en sand glæde ved at være Guds børn.

Men i dag, har jeg dog mest tungsind i hjertet, for det var svært for mig at sige farvel.

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s