Dimissionfest på bibelskolen

Forventnings-glæden var stor hos eleverne på bibelskolen i går, da de havde dimissionfest. Solen skinnede og alle var i godt humør. Flere havde familiemedlemmer med – både kristne og ikke kristne, præster var mødt op samt venner og bekendte. Alle for at fejre, at 15 unge mænd har valgt at give sit liv til Kristus, at være hans redskab i verden og at udbrede nådens evangelium.
Flere af de pårørende kom dog for sent – dels på grund af, at sådan er det i Tanzania og dels fordi biskoppen dagen i forvejen havde bestemt, at det hele skulle starte to timer før end planlagt, da han skulle videre til et andet møde.

Formiddagen gik som forventet med taler, hilsner, undervisning fra biskoppen og udsendelse af eleverne med håndspålæggelse. Når man sidder og overværer det hele lidt fra sidelinjen, så glædes man oprigtigt med de mænd, der nu har lært så meget igennem de sidste par år. De var været på en åndelig- og en personlig rejse. Nogle af dem var analfabeter da de startede på skolen og kan nu læse og skrive. Nogle var helt ny-kristne og havde stadigvæk meget at lære om Kristus, Bibelen, hvad det vil sige at leve et liv i og med Kristus og hvad nåde og tilgivelse er. Andre kom fra en kristen familie, men ville gerne vide mere, møde andre nomader, andre kristne osv. Alle eleverne havde været på en rejse i de sidste par år, hvor det kristne fællesskab i blandt dem kun var vokset. Og nu, stod de så på tærsklen til hverdagslivet hjemme i deres familie, på en bo-plads, hvor de måske er de eneste kristne. Nogle har familie, kone og børn. Andre skal først til at stifte familie, men fælles for dem alle er, at de nu selv aktivt skal søge Guds ord. En opgave som de for brug for forbøn i.

Når man vendte blikket modsat elevernes forventningsfulde ansigter kunne man se flere præster og biskoppen. Her sad de lidt ophøjet alle andre og biskoppen i alt sin pragt på sin “trone” ophøjet over alle andre igen. Noget der for os “ligestillings-danskere” virker helt absurd, men i et mandsdomineret samfund som Tanzania, som det naturligste i verden. Her har manden i flere hjem haft sin egen stol som ingen andre måtte røre, manden skulle have det bedste mad osv. At biskoppen selv jokede lidt med, at han ud over sin højre hånd (vice-biskoppen) havde en hjælper med til at holde og åbne sin bibel, gjorde de bare endnu mere komisk. I sådan et kulturelt møde kan man ikke undgå at tænke over sin egen kulturs styrker og svagheder – og konklusionen bliver ofte at lidt fra den ene kultur krydret med lidt fra den anden kultur er hvad, der giver bedst mening. Herhjemme, i vores hjem, indfører vi dog ikke at Benny skal have en bestemt stol, højt hævet over os andre – at kontorstolen mest er hans er så, hvad det er. Og når han vender ryggen til gør vi andre hvad vi kan for at “stjæle” den fra ham…

Dagen sluttede af med middagsmad og en kørertur tilbage til byen i en meget fyldt bil, hvor lugten/ duften af nomade fyldte alle cm3 af bilen.

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s