En del af det at være missionær udsendt med børn er danskundervisning. Noget, der nogle gange kan være rigtig hårdt arbejde især når ens elever også er ens egne børn, der når de kommer trætte hjem fra skole og ikke orker flere sprog i deres hoveder. Det kan engang i mellem altså være lidt op ad bakke, men siden sommerferien er vores danskundervisning på fantastisk vis blevet en hel del nemmere. Vi har nemlig fået flere børn i klassen.
Vi er så heldige, at der bor en dansk/hollandsk familie her i Iringa, de har faktisk boet her i 2 år, men det er ikke før nu, at deres børn også får danskundervisning. I Claras klasse er de derfor 2 og i Benjamins klasse er de 3. Vi har derfor fået lov til at bruge et lokale på skolen, hvor børnene går, alias mit musiklokale, og de to klasser her så dansk to gange om ugen.
Udover at undervise i læsning, skrivning og andre dansk faglige kundskaber synger vi også danske sange, dels fordi jeg nu engang er musiklærer, og dels fordi det er en god måde at lære om kultur på. Månedens sagntema er efterår, da det er årstiden i Danmark. Her i Tanzania derimod er det varmt, sidst på tørtiden og alle sveder og venter på regnens komme sidst i november. Det kan derfor være svært for børnene at forestille sig hvordan det i Danmark er helt anderledes. Men da vi sang ”Nu falmer skoven” den anden dag, så var der lige pludselig en forbindelse. Vi sang nemlig om storken og svalerne, der flyver mod syd, altså til Afrika, hvor vi jo er. Børnene har selv set nationalparken i januar, hvor der er så mange fugle og storke, alle sammen på ferie, væk fra det kolde nord. Og i det øjeblik blev Tanzania og Danmark pludselig forbundet.